Personificeringen af en naturkatastrofe

Jeg ligger afventende i vandskorpen. Kun mine store udstående øjne rager lige netop op over overfladen, så jeg kan holde øje med eventuelle fjender.
Her er vist fri bane og forsigtigt sætter jeg afsted med et lille spjæt;
men i selvsamme sekund mine fødder slipper den faste grund, kommer hun bragende direkte hen imod mit nu forsvarsløse legeme.
På halvandet sekund formår hun følgende:

- at dukke op i horisonten,

- at drøne henover gulvet som en anden brutalisnæsehornsdame,

- at sætte af i et afsindigt spring,

- at ramme vandet med en energiudladning på højde med en dinosaurudslettende meteors,

- at sætte en klortsunami igang (som jeg på forunderlig vis undgår ved at dykke),

- at tage otte hidsige svømmetag og sætte en ny flodbølge igang i form af kølvandet fra hendes enorme korpus... Og denne gang er jeg ganske uforberedt på kaskaderne der spules direkte ind i mit svælg og fylder mine stakkels ryger-rekonvalescerende lunger.

Hun er jo en monster-søko/et kæmpe containerskib og hun er højst sandsynligt ikke bevidst om dette, idet jeg aldrig har talt med hende og gjort hende opmærksom på, hvor fucking pisse møgfucking trælst det er, når hun absolut skal svømme hendes isbrydersvømning i en bane der går halvvejs ind over min. Og ja - når man går i offentlig svømmehal, kan man ikke regne med at alle tager samme hensyn som een selv, så derfor skal jeg have en kællingeharpun med næste gang...

Selvfedme

Tror vist sagtens, jeg uden tøven kan sige: "Jejsen er for fed".

I går, den første januar, cyklede jeg cirka 12 km og løb 3 - I dag har jeg indtil videre cyklet 6 og svømmet 1 ½ km.

Nu skal jeg bare lade være med at voldsmovse Hans' havregryn om natten, have sat min nye hard-disk i com, formatere lortet og finde mig et atelier... Og ellers løbe videre ind i 2008