Underlige Fisk

Vi havde altid mange dyr, da jeg var barn. Både mange forskellige dyr, men fra tid til anden
også mange eksemplarer af en bestemt type dyr.

Engang havde vi eksempelvis pludseligt otteogtyve marsvin. Dog havde vi dem ikke særligt
længe, da de rottede sig sammen og fandt vej ud i friheden ved hjælp af en snedig gnaverplan.
Der var ingen af os, der opdagede deres flugt, idet de var så smarte at vente med udførelsen til
en weekend, hvor vi unger var sendt på overnatning ude hos farmor og farfar.
Marsvinene havde simpelthen gnavet sig ud gennem trækasser ogudhusets murstensvægge, for
derefter at pile ud i skoven, hvor dehavde slået sig ned i et hyggeligt udbrydersamfund, for at
leve iharmoni med hinanden i den milde danske dyrevenlige natur.
Denne forestilling var i hvert fald den, jeg udledte af min fars historie om de forsvundne kræ.

Katte havde vi også altid masser af. Katte spiser mus og mus findes i overflod ude i skoven og
derfor havde vi mange katte. Nogle gange havde kattene dog en glubende appetit og spiste så
mange mus, at der blev ubalance i katte/mus-forholdet, hvilket vil sige, at der faktisk i visse
situationer var alt for mange katte. Min far sagde, at kattekillinger ikke er rigtigt levende inden
de får deres øjne. Når så vi unger syntes, det var skrækkeligt at se ham knalde de små
forsvarsløse killinger hårdt ind i udhusets murstensvæg, sagde han beroligende, at det bare var
ligesom at klaske store fluer - at de ikke havde følelser, fordi de stort set bare var for tidligt
fødte fostre, eller en slags katteaborter uden øjne.

Foruden dyr, havde vi en kusine, der var narkoman og som nogle gange kom på besøg, fordi hun
holdt så meget af min mor. Min mor var også meget glad for min kusine og gav hende masser af
gaver. Mest pengegaver, så hun selv kunne købe de ting, hun ønskede sig; men andre gange
havde vi allerede købt nogle gaver på forhånd som hun fik med sig hjem.

En dag, hvor vi havde masser af katte, kom min kusine på besøg og forelskede sig straks i tre
små søde killinger, der rendte rundt og legede tagfat på gårdspladsen. Grunden til, at de ikke var
blevet aborteret af min far, var at missemor, havde født dem oppe på høloftet og først vist dem
frem for os, da de var blevet til rigtige katte med følelser og små nysgerrige øjne.

Vi var ikke hjemme den pågældende dag, så min kusine måtte selv finde på sine gaver og valgte
blandt mange andre fine ting af sølv og porcelæn også at tage de tre små missekatte med.

Da vi senere kom hjem, kunne vi ikke finde killingerne, og troede først, at ræven måtte have
hapset dem; men da vi fandt ud af, at der også manglede noget bestik samt de flotte tallerkner
med fiskene på fra kommoden i den fine stue, vidste vi at kusine havde været påbesøg, og at hun
havde fået knive, gafler, tallerkner og katte med hjem. Det var nu ærgerligt, at vi ikke havde
været hjemme til at hilse på hende og til at sige farvel til kattene.

Et stykke tid senere skulle vi heldigvis til kusines fødselsdag. Hun havde godt nok ikke inviteret,
men vi regnede med, at hun gerne ville overraskes af familien, og at hun sikkert nok endda
ligefrem forventede vores ankomst og derfor havde dækket op med hendes fine nye service.
Udover at se kusine og ønske hende tillykke med dagen, glædede vi os usigeligt meget til at
gense killingerne. De måtte jo nærmest være blevet til voksne katte nu.

Desværre virkede det ikke til, at hun overhovedet var hjemme, men døren stod på mystisk vis
på klem og vi besluttede os for at vente på at hun ville komme tilbage - Hun var jo sikkert bare
nede efter flødeskum til den varme kakao.

Da vi trådte indenfor, blev vi mødt af en hæslig stank, der på trods af en næsten synlig
konsistens (med tydelige spor af kattepisdampe samt sødlige rådne nuancer), dog virkede sært
dragende og fik os til at søge mod dens udspring.

Kilden viste sig, noget overraskende, at være et stort akvarie inde i stuen, hvori der lå tre
opsvulmede kattelig og flød rundt. Små oppustelige badedyr på en sø af brunt brakvand.

Hun var altså godt nok lidt skør hende kusine.
Hun havde jo sikkert troet, at det var akvariefisk, som hun havde fået af os;
og så lå de små frækkerter bare der og rakte tunge ad det hele.
Og så endda på hendes fødselsdag.

Julekort? - Nej Julelang!

.
Hov, jeg glemte da vist lige at spørge en vis del af mig selv, da jeg besluttede mig for, at der skulle 23 individer på listen over personer, der vil modtage et julekort fra mig og Hans i år... Av...
.

Idiot

.
(den skrevne tekst afviger en smule fra den sungne, men de er præcis lige grimme)



.
der er mennesker der føler sig små
og som er bange for at blive trådt på
de tror, de bliver mere rå
hvis de banker andre gule og blå

jeg taler ikke om fysisk vold
men om ord der farer ud som en trold
måske en sproglig bold
de triller truende hen mod din knold

du møder sikkert folk på din vej
der med ord forsøger at jorde dig
men hey, gør dog ligesom jeg
når jeg bruger denne lille leg

en sang er nemlig alt du skal bruge
hvis du ikke vil lade dig kue
og humor er en fin lille bue
idioter ikke kan gennemskue

for jeg synger....

Uuhh, hvor er det rart
at jeg kan vælge at tænke på noget sjovt
i stedet for at høre
på alle dine ord

Uuhh, hvor er det rart
at jeg kan vælge at tænke på noget sjovt
i stedet for at høre
på dig din idiot

kor:
jeg gider ik' at høre på alle dine ord
jeg gider ik' at høre på dig din idiot

Althea

.
Dette maleri symboliserer min indre balance/Althea.
Navnet Althea stammer fra græsk og betyder healer, sund/wholesome.
.
.

Anjablokering

.
Nogle gange har jeg tvivlet på/været bange for, om jeg stadig havde min kreativitet, eller om det var muligt, at den var forsvundet på grund af skummel psykofarmaka, som jeg gennem nogle år fik fyldt i hjernen, idet nogle psykologer og psykiatere ikke kunne finde ud af, at jeg "bare" led af angst og depressioner og ikke var i farezonen for at udvikle skizofreni.
.
Dengang blev jeg pænt bange, troede på alle deres diagnoseformodninger, blev bange for mig selv udover at være bange for andre mennesker (socialfobi) og alt muligt andet (generaliseret angst) og gik med til at tage stortset hvad som helst for ikke at forsvinde ud i psykoseland.
Det gik dog hurtigt op for mig (et års tid eller to), at det eneste de piller gjorde, var at sløve mig, gøre mig ligeglad og slukke min kreative ild.
.
Efter jeg trappede ud af medicinen, kunne jeg mærke mig selv og min angst igen, men det var som om min kreativitet havde fået sig et hak i tuden og gennem en længere periode, troede jeg rent faktisk, at min hjerne havde taget skade og at jeg aldrig skulle komme til at udtrykke mig kreativt igen.
.
Jeg har dog fundet ud af at hunden lå begravet i et gennembanket selvværd og at jeg simpelthen ikke mere stolede på, at min kreativitet var med mig.

.
.

Og nej, jeg er ikke fucket ud i en total spraglet megapsykose, jeg "lider" bare af kreativitet.

.

Hundeangst

.
Jeg har engang hørt, at man ikke må råbe af en hund der gør, da det bare får den til at gø endnu højere/råbe tilbage, fordi den opfatter råbene som en besked om, at vi gør med den.
Hundens hensigt er jo ofte at gøre opmærksom på et element, der muligvis kan være en fare eller som man af den ene eller anden grund skal rette sin opmærksomhed imod.
Det nytter ikke noget at skælde hunden ud, da den jo bare vil hjælpe een.
.
Dette er, for mig, ligeledes et meget meningsgivende billede på angstens natur.
Vælger man at overhøre en besked fra ens indre vagthund eller direkte forsøger at få den til at tie stille ved at bekæmpe den, råber den blot endnu højere og følelserne kan eskalere og blive til angst.
.

Ængstelig dansk/svensk abehund.
.

LilleJens og Tyr

.

.