Opkaldsangst

.
For et par måneder siden kom jeg via facebook i kontakt med en gammel ven, som roste mig for mine tegninger og som ønskede at købe een af dem. Al kommunikation foregik via mails og da han anden gang skrev til mig, at jeg lige kunne ringe til ham, gik min hjerne pludselig i baglås.
Jeg har længe udemærket været klar over, at jeg ikke bryder mig om at ringe til folk, men det er først på grund af denne oplevelse, at jeg er blevet klar over, at jeg rent faktisk har en slags "opkalds-angst". Jeg føler ekstrem ubehag ved at skulle ringe folk op. Min fantasi løber af med mig, og jeg forsøger at styre samtalen inden den overhovedet har fundet sted. Ofte giver jeg simpelthen op og får ikke foretaget opkaldet, da det er umådeligt svært at koncentrere sig om en ellers tilsyneladende enkelt opgave, når mån bliver forstyrret af automatiske negative tanker som:
- Jeg kommer garanteret til at vrøvle af nervøsitet.
- Det er pinligt, hvis jeg går i stå og ikke kan finde på noget at sige.
- Vedkommende, jeg ringer til, vil overfuse mig og jeg vil ikke kunne svare igen, fordi jeg bare går i stå.
- Jeg bliver deprimeret, hvis samtalen ikke forløber godt.

Der er vel tale om en slags præstationsangst og det pudsige er, at angsten ikke er der, hvis opkaldet går den anden vej. Jeg kan snildt tage telefonen og føre en samtale, når folk ringer til mig. Men her når jeg jo heller ikke at stresse mig selv op med diverse sorte fantasiforestillinger.

Jeg forstår godt, hvis folk efterhånden tror, jeg ikke "gider dem"; men med enkelte undtagelser (Pia Kjærsgaard, jeg tager den ikke hvis DU ringer), så sidder jeg såmænd bare og venter på, at verden skal komme til mig, fordi jeg ikke tør komme til verden. Og med den indstilling får jeg næppe solgt ret mange tegninger.

Hmm, men jeg har lige skrevet en forklarende mail til vedkommende og givet ham mit telefonnummer, så... det var jo også en måde at undgå opkaldsangsten denne gang...

.

Læs evt. videre her: http://www.facebook.com/topic.php?uid=23356180193&topic=4844

.

Sleeping Beauty

Da jeg gik i første klasse, sagde min klasselærer, at jeg skulle lade være med at spille klovn bare for at få opmærksomhed. At andre måske nok syntes, at jeg var sjov, men at de nok hurtigt ville blive trætte af mig, hvis jeg fortsatte med at være så fjollet.

Det gjorde mig faktisk enormt ked af det, da jeg ikke selv syntes, at jeg var skabagtig. Jeg forsøgte bare at få folk til at grine og undre sig.

For nogle år siden fik jeg, i forbindelse med noget terapi, at vide, at jeg skulle forsøge at nedtone mine besynderligheder en smule. At andre nok nemt misforstod mig og fandt mig for underlig. Eller at de måske endda kunne blive bange for mig og derfor ville begynde at undgå mig.

Jeg følte mig egentlig ret misforstået, men forsøgte da at tage ordene til mig og havde dem i tankerne konstant. Hver eneste impuls, blev derefter underligheds-filtreret og intet udtryk slap ud af mig uden grundigt at blive analyseret for overdreven brug af weirdness.

I dag kan det være svært for mig overhovedet at tænke, da jeg hele tiden skal have kontrol, analysere, filtrere og slette.
Ofte giver jeg bare op og går i stå, da jeg ikke kan give slip på alle mine restriktioner.
Jeg leder derfor nu med lys og lygte efter metoder til at opløse "dommeren" i mit hoved, da det ikke er nemt hele tiden at skulle høre på min ekstreme selvcensur.

Men når jeg sover holder jeg fri fra mig selv.

Aldrigforkert

For tiden tænker jeg meget over, at jeg forsøger at kontrollere alting og det er dette, der til tider er en kreativitetshindring for mig. Derfor er det altid rigtigt at lave fejl. Det er helt i orden at være lidt sjusket på den gode måde.