Viser opslag med etiketten glæde. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten glæde. Vis alle opslag

fredag den 8. august 2008

Bornholm er ikke en om'er

Så kunne en lige få sig røget færdig til at få lagt feriefotos ud på photoblog:



Onsdag var vi i Tivoli for at se Søren Østergårds Tivoli Varieté med Sidse Babett Knudsen og Peter Frödin... Jeg må nok lige sige, at Peter Frödin, som jeg ellers lige et par år pga. "OM'ER-reklamerne" har haft sat på kvalmebænken, igen beviste, at han altså bare ér et komisk geni.
Efter forestillingen fik vi en musikalsk overraskelse i skikkelse af Nina Kreutzmann Jørgensen, der i forbindelse med Tivolis grønlandsk-dag-tema optrådte på scenen. Nu er jeg ikke den store kender udi grønlandsk musik; men på trods af sprogsprækken, kunne man sagtens høre at hende Nina, både har nogle fænomenale numre, geniale musikere omkring sig og ikke mindst grønlands fedeste stemme.
...
Torsdag brugte vi alle bankens penge på udsalg i Fields, kørte til Lund i Sverige, hvor vi så domkirken, der skulle ligne Viborg domkirke, tissede på en svensk bunker, tog færgen fra Ystad til Bornholm og skvattede om i køjesenge på et vandrehjem ved Boderne.
...
Fredag kørte vi til Hawaii, hvor to light cola'er og en kildevand kostede henholdsvis to mia. kr og en halv mia. kr; men stranden var helt hvid og vandet grønt og uden gopler, så det gik vist lige op. Jeg fatter bare ikke, hvorfor en strand på Hawaii hedder Dueodde - eller hvor jeg får mit komiske talent fra...
Om aftenen åd vi Gudhjem.
...
Lørdag ville jeg se klipper, så vi råbte "røv" i Ekkodalen og bagefter narrede jeg min stakkels mand med på en vandretur rundt om Hammeren. Inkluderet i den ellers fantastiske naturoplevelse var en ekstra omvej på et par km. idet mit indre, ellers usandsynligt pålidelige, kompas ikke virker på Bornholm.
Hvis ikke Hammershus bagefter havde overrasket os positivt i al dets storhed, var jeg sikkert blevet hakket til fars og skubbet ud fra klipperne.
Vi åd derefter Svaneke Bryghus.
...
Søndag tog vi en færge ud på en fiskefilet, hvor jeg nær var blevet skamskidt af en mågemor, fordi jeg pegede fingre ad og skralderlo over dens pissegrimme mågeunge. Desuden fik vi Christiansø på et stykke Rugbrød inden vi sejlede tilbage til Bornholm.
Sidst jeg var på Bornholm, var vist i '84 og noget af det jeg huskede bedst var Den Sorte Gryde. Den fandt vi igen ved Helligdomsklipperne lige bag kunstmuseet, og den var faktisk mere imponerende og dramatisk end jeg huskede. Bl.a fordi en far slog sin søn halvt fordærvet derinde, fordi han absolut skulle bære ham rundt på armen, imens han gled rund på de slimede klipper i mørket.
Ikke så langt fra Den Sorte Gryde ligger der IKKE et vandfald inde i skoven. I hvertfald ikke på denne årstid; men det siges, at der findes et om foråret.
Til aftensmad fik vi den Bornholmske specialitet Pizza nr. 11 - Hawaii fra Snogebæk.
...
Mandag så vi tegneseriedyr i Østerlars rundkirke, regnvejr, karameller, tyggegummi og bolcher i Gudhjem samt kæmpebølger ved Jons Kapel. Sindssygt imponerende - vi havde bare lige glemt, at vi rent faktisk skulle ud at white-water-rafte med færgen Povl Anker efterfølgende morgen på selvsamme monsterbølger.
...
Tirsdag blev der målt vindstød af orkanstyrke ved Hammeren og kvalme af mongolstyrke på Povl Anker.
...

lørdag den 27. oktober 2007

Som at tage LSD - vil jeg tro

Jeg farede vild igen i dag... på et tidspunkt troede jeg, at jeg var kommet til skoven fra The Blair Witch Project, idet jeg observerede en masse tilgroede brændestabler og et kranie fra en ræv... Men jeg fik heldigvis viklet mig ud derfra og befandt mig pludseligt på en sti, der lavede en hel tunnel gennem et stykke med tætvoksende grantræer... Sikken mærkværdig følelse: Alt omkring mig blev blåsort og for enden af tunnelen kunne man skimte en løvskov. Da jeg trådte ud i det fri var himlen neongul af faldende blade og jorden brændte i ildrøde nuancer.


lørdag den 6. oktober 2007

Get Lost

En gang imellem er det ikke helt skidt at fare vild.

Min plan var i dag at cykle ud til udsigtsposten ved ødalen for at sidde der og sutte sol; men da jeg kom op på toppen af bakken sad der allerede to damer og en hund og nød udsigten... Så jeg tog en dyb indånding og gik så mod skoven bag golfbanen.. Tænkte at jeg kunne vappe rundt mellem de ca. 20 træer i en ti minutters tid for derefter at vende tilbage til et forhåbentligt dame og hunde-tomt bænkesæde...

Men skoven var sgu godt nok større end jeg anede og det endte med, at jeg traskede rundt i vildfarelse i halvanden time og lur mig om jeg ikke ligefrem nød det og tilmed fandt en kæp som jeg brugte som vandrestav.

På min udflugt så jeg bl.a. for første gang liljekonvallernes bær.. . læste om dem for nyligt et eller andet sted, hvor jeg lige netop tænkte, at liljekonvaller sgu da ikke har store røde bær.. men det har de altså.. Hvis ikke jeg også lige samtidigt havde læst, at bærene er meget giftige, havde jeg sgu sikkert happet en håndfuld, idet de egentlig så ret lækre ud.

Nå men jeg undgik da også i dag at æde mig ihjel og udover de farlige liljekonvalbær var det mest skræmmende på min ekspedition vist den snog, jeg så på vej tilbage til udsigtsposten, der i øvrigt var ledig denne gang.

Så jeg sad og tegnede følgende skitse altimens jeg var smurt helt ind i natur, sol og edderkoppespind:


onsdag den 3. oktober 2007

Hulemand

Hvis ikke det var for kryb og kravl, kulde og fugt - og fordi der er ting og personer, jeg ikke kan undvære - så ville jeg købe en masse garn, tage ud i skoven, lave en hule og lægge mig derind med en stak tegneserier og en pose karameller indtil det blev forår igen.. puh hvor kan tanken om de næste mange måneder i mørke virke uoverskuelige... Hvis det da ikke lige var fordi jeg skal til julekoncert med DR's BigBand, Eivør og Bobo Moreno den 2. december.... Det skal sgu nok redde mig fra at gå i hi denne vinter.