gift

.

bag din ryg

under dine fødder

ved din side

.

i mørket

i det dunkle

og selv i det hvide

.

hvor du end træder,

findes mennesker, der vil dig ondt

.

pas på dig selv,

der sidder et monster i hvert sekund

.

Peace will find you in the end

.
Angst bør ikke overhøres, da den så blot råber højere. Hvis angsten råber højt nok, kan man blive bange for angsten i sig selv og glemme hvad den ville gøre opmærksom på i første omgang.
Angsten ville jo bare beskytte dig mod noget, den troede var en fare.
.

( Tryk på billedet for at se angsten i øjnene )
.

Tak for Angst - Udtryk

.

( Tryk på tegningen for at se den i større format )

....

Anjablokering

.
Nogle gange har jeg tvivlet på/været bange for, om jeg stadig havde min kreativitet, eller om det var muligt, at den var forsvundet på grund af skummel psykofarmaka, som jeg gennem nogle år fik fyldt i hjernen, idet nogle psykologer og psykiatere ikke kunne finde ud af, at jeg "bare" led af angst og depressioner og ikke var i farezonen for at udvikle skizofreni.
.
Dengang blev jeg pænt bange, troede på alle deres diagnoseformodninger, blev bange for mig selv udover at være bange for andre mennesker (socialfobi) og alt muligt andet (generaliseret angst) og gik med til at tage stortset hvad som helst for ikke at forsvinde ud i psykoseland.
Det gik dog hurtigt op for mig (et års tid eller to), at det eneste de piller gjorde, var at sløve mig, gøre mig ligeglad og slukke min kreative ild.
.
Efter jeg trappede ud af medicinen, kunne jeg mærke mig selv og min angst igen, men det var som om min kreativitet havde fået sig et hak i tuden og gennem en længere periode, troede jeg rent faktisk, at min hjerne havde taget skade og at jeg aldrig skulle komme til at udtrykke mig kreativt igen.
.
Jeg har dog fundet ud af at hunden lå begravet i et gennembanket selvværd og at jeg simpelthen ikke mere stolede på, at min kreativitet var med mig.

.
.

Og nej, jeg er ikke fucket ud i en total spraglet megapsykose, jeg "lider" bare af kreativitet.

.

Hundeangst

.
Jeg har engang hørt, at man ikke må råbe af en hund der gør, da det bare får den til at gø endnu højere/råbe tilbage, fordi den opfatter råbene som en besked om, at vi gør med den.
Hundens hensigt er jo ofte at gøre opmærksom på et element, der muligvis kan være en fare eller som man af den ene eller anden grund skal rette sin opmærksomhed imod.
Det nytter ikke noget at skælde hunden ud, da den jo bare vil hjælpe een.
.
Dette er, for mig, ligeledes et meget meningsgivende billede på angstens natur.
Vælger man at overhøre en besked fra ens indre vagthund eller direkte forsøger at få den til at tie stille ved at bekæmpe den, råber den blot endnu højere og følelserne kan eskalere og blive til angst.
.

Ængstelig dansk/svensk abehund.
.

LilleJens og Tyr

.

.

Imperfektionisme

.

2 styks lyn-skitser:

.

.

Med lyn-skitser, mener jeg impulsive udbruds-tegninger, der for at omgå al præstations-angst, er tegnet med billige børnehave-farvekridt på billigt kopipapir.

Jeg er ikke hæmmet af angsten for at lave fejl, hvis jeg på denne måde på forhånd har bestemt, at tegningerne ikke skal bruges til noget alligevel.

Hvis jeg så bare lige kunne overføre dette til det virkelige liv og min generaliserede angst, så ville jeg være en lykkelig mand.

Og selvom, jeg så kvalitets, holdbarheds og -matrialemæssigt ikke ville være meget værd, ville jeg sgu være yderst tilfreds med at være en smule smudsig og total imperfekt.

..

Mega Musofobi

.
Jeg har en angstlidelse, der gør, at jeg stikker snablen så langt tilbage, at jeg kan samle peanuts op med røvhullet.
.

.

Opkaldsangst

.
For et par måneder siden kom jeg via facebook i kontakt med en gammel ven, som roste mig for mine tegninger og som ønskede at købe een af dem. Al kommunikation foregik via mails og da han anden gang skrev til mig, at jeg lige kunne ringe til ham, gik min hjerne pludselig i baglås.
Jeg har længe udemærket været klar over, at jeg ikke bryder mig om at ringe til folk, men det er først på grund af denne oplevelse, at jeg er blevet klar over, at jeg rent faktisk har en slags "opkalds-angst". Jeg føler ekstrem ubehag ved at skulle ringe folk op. Min fantasi løber af med mig, og jeg forsøger at styre samtalen inden den overhovedet har fundet sted. Ofte giver jeg simpelthen op og får ikke foretaget opkaldet, da det er umådeligt svært at koncentrere sig om en ellers tilsyneladende enkelt opgave, når mån bliver forstyrret af automatiske negative tanker som:
- Jeg kommer garanteret til at vrøvle af nervøsitet.
- Det er pinligt, hvis jeg går i stå og ikke kan finde på noget at sige.
- Vedkommende, jeg ringer til, vil overfuse mig og jeg vil ikke kunne svare igen, fordi jeg bare går i stå.
- Jeg bliver deprimeret, hvis samtalen ikke forløber godt.

Der er vel tale om en slags præstationsangst og det pudsige er, at angsten ikke er der, hvis opkaldet går den anden vej. Jeg kan snildt tage telefonen og føre en samtale, når folk ringer til mig. Men her når jeg jo heller ikke at stresse mig selv op med diverse sorte fantasiforestillinger.

Jeg forstår godt, hvis folk efterhånden tror, jeg ikke "gider dem"; men med enkelte undtagelser (Pia Kjærsgaard, jeg tager den ikke hvis DU ringer), så sidder jeg såmænd bare og venter på, at verden skal komme til mig, fordi jeg ikke tør komme til verden. Og med den indstilling får jeg næppe solgt ret mange tegninger.

Hmm, men jeg har lige skrevet en forklarende mail til vedkommende og givet ham mit telefonnummer, så... det var jo også en måde at undgå opkaldsangsten denne gang...

.

Læs evt. videre her: http://www.facebook.com/topic.php?uid=23356180193&topic=4844

.

Skrælle

.
er ved at konvertere min evighed
og saver hovedet af hende med en rusten depression
.
min mor
jeg får pludselig lyst til at banke æbler
i hendes hals
men grøden hun kogte
smager af angst
.
vi ender sikkert sammenfoldet
i en selvmedicineret skraldespand
.

Sort Snak?

.

Følgende digt ser måske ved første øjekast, også for mig selv, ud som det pureste sorte snak.

Som et forsøg, og sikkert også for at bevise over for mig selv, at det ikke er ren tungetale, vil jeg nu prøve at rage lidt mening ud af ordene.

Oase

.
askekameler galoperer i nedadgående spiral

....en bredrøvet cyklon af gnistrende pels

.

sikke de halser

mens de slukker tørsten

i ønskebrøndens dynd

.

en datter hviner højlydt

når ildfluer svirrer

om morens betændte pat

.

.

Jens BKs Lommefilosofiske Minianalyse:

Det man føler stærkest for i nuet, er ikke altid det, der er bedst for én på lang sigt.

Det er ikke altid smart at handle på den første indskydelse, da den mest holdbare løsning på problemerne kan ligge gemt rundt om næste hjørne eller næste hjørne igen.

.

Man kan blive forblændet af overfladiskt glitter og falde for de nemme løsninger.
.

Nogle ting er man nødt til at gennemleve problemer i stedet for at undgå dem.

.

Konklusion:

For mig handler digtet vel i bund og grund om angst og farerne ved at undertrykke/skjule/undgå angsten.

.

Og det er jo soleklart...

.

Endelig frigivet fra gemmerne

.

Så er den her - den skræmmende historie om en hønseelskende hund, en drikfældig mor med skæg, børn der skriger og et par uens gummistøvler.

Kan du sætte puslespillet sammen, får du et psykologisk mareridt af David Lynch'ske dimensioner.

Filmen modtog i 1992 Den Gullige Pindemad ved filmfestivalen i Skræ - En af dommerne udtalte: "Det her er noget snusk, jeg kører til Grønhøj efter noget hønsefoder."

.

De eneste, der i dag ikke er stolte over filmen, er hønsene og det er jo totalt uforståeligt idet filmens nøglescene jo netop er der, hvor Ulvemanden vælger at tage et aggressivt udslag rettet mod en forsvarsløs høne i den ellers uhyggeligt fokuserede og snorlige jagtrute. Et improvisatorisk genitræk og et klokkeklart bevis på professionelt overblik fra en høne, der lige netop IKKE overspiller sit forskrækkelses-bokken.

Hønen blev i øvrigt uddelt i den Gustne Tartelet ved diletantfilmfestivalen i Havredal forsamlingshus.

"ULVEMANDEN tager sit publikum bagfra og gennempuler det med det ene skrækscenarie efter det andet.

Filmens kaotiske billedsprog er på linie med verdenshistoriens sygeste terrorangreb og man er ikke et sekund i tvivl om skuespillernes totalt generøse blottelse af de mest sårbare og til tider groteske sider af psyken."; udtaler Hertha Pöetzmann pludselig over en kop kaffe og en kringle henne på dagcenteret.

Kan ses på facebook... eller her:

.

.

Jo mere man vil det...

Jeg ved ikke helt, hvad det går ud på; men har oplevet et par gange, at jeg mistede forbindelsen mellem hjerne og ben og derfor skvattede til jorden. Begge gange var det i forbindese med hurtigløb, hvor det pludseligt føltes som om min hjerne prikkede hul på opsparret energi, der så brændte af i en eksplosiv udladning. Som om min hjerne gik fra almindelig hastighed til hyperspeed uden at få benene med.

Stressudløst migræneanfald måske?

Jeg er åbenbart en figur man kan trykke under bunden så ben-elastikkerne blir slappe - jeg har en indbygget præstations-benspænder.

Håber aldrig, jeg skal løbe fra en arrig løve, for så bliver jeg sgu helt sikkert ædt.

Uhensigtsmæssig mening med galskaben

I aftes tegnede jeg følgende tegning uden at tænke videre over om motivet, der dukkede op, mon havde nogen videre betydning.

Da jeg så kiggede på det i dag, blev jeg klar over, at det rent faktisk illustrerer et aspekt ved generaliseret angst - Nemlig det, at man forsøger at have kontrol over alting og er overbeskyttende over for sig selv og passer utroligt meget på med, hvad man udsætter sig selv for.

Man er jo bange for stort set alting og går derved glip af utroligt mange oplevelser, fordi man hele tiden vil være sikker på at det kun kan gå godt.

Eller som følgende uddrag lånt fra Angstforeningens hjemmeside forklarer:

Det der er specielt ved generaliseret angstlidelse er, at ens angst skyldes uhensigtsmæssig bekymring, og at bekymringen har taget sådan overhånd, at man føler sit liv væsentligt belastet. Der er altså tale om at forsøge at kontrollere sin bekymring, fordi man er bange for at den skal besætte en mere og mere.

SygAfSug/Vacuum Killed Me

I formiddags sad jeg og surfede lidt efter "generaliseret angst", meldte mig ind i angstforeningen og tænkte: "Det kan sgu ikke passe, at jeg er bange for min støvsuger".

Så jeg begyndte at rydde op og lukkede derefter sugedyret ud af kosteskabet.

Jeg fik da også sat sving i selve rengøringsakten og nåede at støvsuge ca. 3 kvadratmeter stuegulv...MEN... Så kom jeg til at synge... Gik simpelthen i svingninger med støvsugerens hyletone og endte med at sidde foran min computer i et par timer for at lave følgende lille mesterværk, som jeg hermed stolt kan præsentere:

Balancefugl

Jeg havde mareridt om spøgelser i nat. Var så skrækslagen, at mit skelet rendte ud af mit flæsk og gjorde mig dobbelt-ræd. Derfor tænkte jeg her til aften, at jeg hellere måtte tegne en rar fugl for at få lidt balance i rædderlighederne her i efterårsklamheden:

Musens muse

Hvis der var noget i verden, jeg sagtens kunne undvære, var det depressioner og deraf følgende kreative blokeringer. Jeg ville give min gamle gangbesværede bedstemors højre hjernehalvdel for et skudsikkert redskab til genoplivning af døde muser...



Og desuden synes jeg at fænomenet "Metakognition" skulle have klask i dets bare ende, når det handler om ikke at turde tænke på at tænke og de efterfølgende oplevelser af at være fuldkommen tanketom og angst for at eens intelligens er blevet tænkt helt i bund af at være angst for angsten... Eller noget andet "andet noget"...