.
en drømmetraktor
skal have søde ord og godbidder
.
min traktor
er en rigtig rar hyggehund
og sørger for at vise mig
verden i et roligt vuggende tempo
.
når vi tager af sted igen
lader vi de indsamlede stjerner trave rundt på en jegskåner natten over
så de ikke brænder huller i sengetøjet
.
Viser opslag med etiketten psyke. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten psyke. Vis alle opslag
torsdag den 12. februar 2009
mandag den 15. december 2008
Julekort? - Nej Julelang!
.
Hov, jeg glemte da vist lige at spørge en vis del af mig selv, da jeg besluttede mig for, at der skulle 23 individer på listen over personer, der vil modtage et julekort fra mig og Hans i år... Av...
.
Hov, jeg glemte da vist lige at spørge en vis del af mig selv, da jeg besluttede mig for, at der skulle 23 individer på listen over personer, der vil modtage et julekort fra mig og Hans i år... Av...
.
søndag den 7. december 2008
Althea
.
Dette maleri symboliserer min indre balance/Althea.
Navnet Althea stammer fra græsk og betyder healer, sund/wholesome.
.
.
Dette maleri symboliserer min indre balance/Althea.
Navnet Althea stammer fra græsk og betyder healer, sund/wholesome.
.
.
lørdag den 6. december 2008
Anjablokering
.
Nogle gange har jeg tvivlet på/været bange for, om jeg stadig havde min kreativitet, eller om det var muligt, at den var forsvundet på grund af skummel psykofarmaka, som jeg gennem nogle år fik fyldt i hjernen, idet nogle psykologer og psykiatere ikke kunne finde ud af, at jeg "bare" led af angst og depressioner og ikke var i farezonen for at udvikle skizofreni.
.
Dengang blev jeg pænt bange, troede på alle deres diagnoseformodninger, blev bange for mig selv udover at være bange for andre mennesker (socialfobi) og alt muligt andet (generaliseret angst) og gik med til at tage stortset hvad som helst for ikke at forsvinde ud i psykoseland.
Det gik dog hurtigt op for mig (et års tid eller to), at det eneste de piller gjorde, var at sløve mig, gøre mig ligeglad og slukke min kreative ild.
.
Efter jeg trappede ud af medicinen, kunne jeg mærke mig selv og min angst igen, men det var som om min kreativitet havde fået sig et hak i tuden og gennem en længere periode, troede jeg rent faktisk, at min hjerne havde taget skade og at jeg aldrig skulle komme til at udtrykke mig kreativt igen.
.
Jeg har dog fundet ud af at hunden lå begravet i et gennembanket selvværd og at jeg simpelthen ikke mere stolede på, at min kreativitet var med mig.
.
.
Nogle gange har jeg tvivlet på/været bange for, om jeg stadig havde min kreativitet, eller om det var muligt, at den var forsvundet på grund af skummel psykofarmaka, som jeg gennem nogle år fik fyldt i hjernen, idet nogle psykologer og psykiatere ikke kunne finde ud af, at jeg "bare" led af angst og depressioner og ikke var i farezonen for at udvikle skizofreni.
.
Dengang blev jeg pænt bange, troede på alle deres diagnoseformodninger, blev bange for mig selv udover at være bange for andre mennesker (socialfobi) og alt muligt andet (generaliseret angst) og gik med til at tage stortset hvad som helst for ikke at forsvinde ud i psykoseland.
Det gik dog hurtigt op for mig (et års tid eller to), at det eneste de piller gjorde, var at sløve mig, gøre mig ligeglad og slukke min kreative ild.
.
Efter jeg trappede ud af medicinen, kunne jeg mærke mig selv og min angst igen, men det var som om min kreativitet havde fået sig et hak i tuden og gennem en længere periode, troede jeg rent faktisk, at min hjerne havde taget skade og at jeg aldrig skulle komme til at udtrykke mig kreativt igen.
.
Jeg har dog fundet ud af at hunden lå begravet i et gennembanket selvværd og at jeg simpelthen ikke mere stolede på, at min kreativitet var med mig.
.
.Og nej, jeg er ikke fucket ud i en total spraglet megapsykose, jeg "lider" bare af kreativitet.
.
torsdag den 4. december 2008
søndag den 7. september 2008
Opkaldsangst
.
For et par måneder siden kom jeg via facebook i kontakt med en gammel ven, som roste mig for mine tegninger og som ønskede at købe een af dem. Al kommunikation foregik via mails og da han anden gang skrev til mig, at jeg lige kunne ringe til ham, gik min hjerne pludselig i baglås.
Jeg har længe udemærket været klar over, at jeg ikke bryder mig om at ringe til folk, men det er først på grund af denne oplevelse, at jeg er blevet klar over, at jeg rent faktisk har en slags "opkalds-angst". Jeg føler ekstrem ubehag ved at skulle ringe folk op. Min fantasi løber af med mig, og jeg forsøger at styre samtalen inden den overhovedet har fundet sted. Ofte giver jeg simpelthen op og får ikke foretaget opkaldet, da det er umådeligt svært at koncentrere sig om en ellers tilsyneladende enkelt opgave, når mån bliver forstyrret af automatiske negative tanker som:
- Jeg kommer garanteret til at vrøvle af nervøsitet.
- Det er pinligt, hvis jeg går i stå og ikke kan finde på noget at sige.
- Vedkommende, jeg ringer til, vil overfuse mig og jeg vil ikke kunne svare igen, fordi jeg bare går i stå.
- Jeg bliver deprimeret, hvis samtalen ikke forløber godt.
Der er vel tale om en slags præstationsangst og det pudsige er, at angsten ikke er der, hvis opkaldet går den anden vej. Jeg kan snildt tage telefonen og føre en samtale, når folk ringer til mig. Men her når jeg jo heller ikke at stresse mig selv op med diverse sorte fantasiforestillinger.
Jeg forstår godt, hvis folk efterhånden tror, jeg ikke "gider dem"; men med enkelte undtagelser (Pia Kjærsgaard, jeg tager den ikke hvis DU ringer), så sidder jeg såmænd bare og venter på, at verden skal komme til mig, fordi jeg ikke tør komme til verden. Og med den indstilling får jeg næppe solgt ret mange tegninger.
Hmm, men jeg har lige skrevet en forklarende mail til vedkommende og givet ham mit telefonnummer, så... det var jo også en måde at undgå opkaldsangsten denne gang...
For et par måneder siden kom jeg via facebook i kontakt med en gammel ven, som roste mig for mine tegninger og som ønskede at købe een af dem. Al kommunikation foregik via mails og da han anden gang skrev til mig, at jeg lige kunne ringe til ham, gik min hjerne pludselig i baglås.
Jeg har længe udemærket været klar over, at jeg ikke bryder mig om at ringe til folk, men det er først på grund af denne oplevelse, at jeg er blevet klar over, at jeg rent faktisk har en slags "opkalds-angst". Jeg føler ekstrem ubehag ved at skulle ringe folk op. Min fantasi løber af med mig, og jeg forsøger at styre samtalen inden den overhovedet har fundet sted. Ofte giver jeg simpelthen op og får ikke foretaget opkaldet, da det er umådeligt svært at koncentrere sig om en ellers tilsyneladende enkelt opgave, når mån bliver forstyrret af automatiske negative tanker som:
- Jeg kommer garanteret til at vrøvle af nervøsitet.
- Det er pinligt, hvis jeg går i stå og ikke kan finde på noget at sige.
- Vedkommende, jeg ringer til, vil overfuse mig og jeg vil ikke kunne svare igen, fordi jeg bare går i stå.
- Jeg bliver deprimeret, hvis samtalen ikke forløber godt.
Der er vel tale om en slags præstationsangst og det pudsige er, at angsten ikke er der, hvis opkaldet går den anden vej. Jeg kan snildt tage telefonen og føre en samtale, når folk ringer til mig. Men her når jeg jo heller ikke at stresse mig selv op med diverse sorte fantasiforestillinger.
Jeg forstår godt, hvis folk efterhånden tror, jeg ikke "gider dem"; men med enkelte undtagelser (Pia Kjærsgaard, jeg tager den ikke hvis DU ringer), så sidder jeg såmænd bare og venter på, at verden skal komme til mig, fordi jeg ikke tør komme til verden. Og med den indstilling får jeg næppe solgt ret mange tegninger.
Hmm, men jeg har lige skrevet en forklarende mail til vedkommende og givet ham mit telefonnummer, så... det var jo også en måde at undgå opkaldsangsten denne gang...
.
Læs evt. videre her: http://www.facebook.com/topic.php?uid=23356180193&topic=4844
.onsdag den 27. august 2008
Skrælle
.
er ved at konvertere min evighed
og saver hovedet af hende med en rusten depression
.
min mor
jeg får pludselig lyst til at banke æbler
i hendes hals
men grøden hun kogte
smager af angst
.
vi ender sikkert sammenfoldet
i en selvmedicineret skraldespand
.
er ved at konvertere min evighed
og saver hovedet af hende med en rusten depression
.
min mor
jeg får pludselig lyst til at banke æbler
i hendes hals
men grøden hun kogte
smager af angst
.
vi ender sikkert sammenfoldet
i en selvmedicineret skraldespand
.
onsdag den 11. juni 2008
Sleeping Beauty
Da jeg gik i første klasse, sagde min klasselærer, at jeg skulle lade være med at spille klovn bare for at få opmærksomhed. At andre måske nok syntes, at jeg var sjov, men at de nok hurtigt ville blive trætte af mig, hvis jeg fortsatte med at være så fjollet.
Det gjorde mig faktisk enormt ked af det, da jeg ikke selv syntes, at jeg var skabagtig. Jeg forsøgte bare at få folk til at grine og undre sig.
For nogle år siden fik jeg, i forbindelse med noget terapi, at vide, at jeg skulle forsøge at nedtone mine besynderligheder en smule. At andre nok nemt misforstod mig og fandt mig for underlig. Eller at de måske endda kunne blive bange for mig og derfor ville begynde at undgå mig.
Jeg følte mig egentlig ret misforstået, men forsøgte da at tage ordene til mig og havde dem i tankerne konstant. Hver eneste impuls, blev derefter underligheds-filtreret og intet udtryk slap ud af mig uden grundigt at blive analyseret for overdreven brug af weirdness.
I dag kan det være svært for mig overhovedet at tænke, da jeg hele tiden skal have kontrol, analysere, filtrere og slette.
Ofte giver jeg bare op og går i stå, da jeg ikke kan give slip på alle mine restriktioner.
Jeg leder derfor nu med lys og lygte efter metoder til at opløse "dommeren" i mit hoved, da det ikke er nemt hele tiden at skulle høre på min ekstreme selvcensur.
Men når jeg sover holder jeg fri fra mig selv.
Det gjorde mig faktisk enormt ked af det, da jeg ikke selv syntes, at jeg var skabagtig. Jeg forsøgte bare at få folk til at grine og undre sig.
For nogle år siden fik jeg, i forbindelse med noget terapi, at vide, at jeg skulle forsøge at nedtone mine besynderligheder en smule. At andre nok nemt misforstod mig og fandt mig for underlig. Eller at de måske endda kunne blive bange for mig og derfor ville begynde at undgå mig.
Jeg følte mig egentlig ret misforstået, men forsøgte da at tage ordene til mig og havde dem i tankerne konstant. Hver eneste impuls, blev derefter underligheds-filtreret og intet udtryk slap ud af mig uden grundigt at blive analyseret for overdreven brug af weirdness.
I dag kan det være svært for mig overhovedet at tænke, da jeg hele tiden skal have kontrol, analysere, filtrere og slette.
Ofte giver jeg bare op og går i stå, da jeg ikke kan give slip på alle mine restriktioner.
Jeg leder derfor nu med lys og lygte efter metoder til at opløse "dommeren" i mit hoved, da det ikke er nemt hele tiden at skulle høre på min ekstreme selvcensur.
Men når jeg sover holder jeg fri fra mig selv.
mandag den 7. april 2008
Uhensigtsmæssig mening med galskaben
I aftes tegnede jeg følgende tegning uden at tænke videre over om motivet, der dukkede op, mon havde nogen videre betydning.
Da jeg så kiggede på det i dag, blev jeg klar over, at det rent faktisk illustrerer et aspekt ved generaliseret angst - Nemlig det, at man forsøger at have kontrol over alting og er overbeskyttende over for sig selv og passer utroligt meget på med, hvad man udsætter sig selv for.
Man er jo bange for stort set alting og går derved glip af utroligt mange oplevelser, fordi man hele tiden vil være sikker på at det kun kan gå godt.
Eller som følgende uddrag lånt fra Angstforeningens hjemmeside forklarer:
Det der er specielt ved generaliseret angstlidelse er, at ens angst skyldes uhensigtsmæssig bekymring, og at bekymringen har taget sådan overhånd, at man føler sit liv væsentligt belastet. Der er altså tale om at forsøge at kontrollere sin bekymring, fordi man er bange for at den skal besætte en mere og mere.
Da jeg så kiggede på det i dag, blev jeg klar over, at det rent faktisk illustrerer et aspekt ved generaliseret angst - Nemlig det, at man forsøger at have kontrol over alting og er overbeskyttende over for sig selv og passer utroligt meget på med, hvad man udsætter sig selv for.
Man er jo bange for stort set alting og går derved glip af utroligt mange oplevelser, fordi man hele tiden vil være sikker på at det kun kan gå godt.
Eller som følgende uddrag lånt fra Angstforeningens hjemmeside forklarer:
Det der er specielt ved generaliseret angstlidelse er, at ens angst skyldes uhensigtsmæssig bekymring, og at bekymringen har taget sådan overhånd, at man føler sit liv væsentligt belastet. Der er altså tale om at forsøge at kontrollere sin bekymring, fordi man er bange for at den skal besætte en mere og mere.
søndag den 30. marts 2008
mandag den 3. december 2007
Sure Nisse
Uden mad og drikke - blir' nissen godt nok gnaven... Kan det mon passe at mine aggressions-episoder, hvor jeg er ved at flække på tværs ligesom Rumleskaft gjorde i slutningen af eventyret, skyldes .. lavt blodsukker... Måske.. nu skal jeg i hvertfald forsøge at hælde benzin UD AF bålet ved at forebygge med flere mellemmåltider og druesukker i forbindelse med motion... Så jeg drysser lige ekstra kanelsukker på grøden inden jeg stiller den op på loftet hos rotterne:
torsdag den 1. november 2007
Balancefugl
Jeg havde mareridt om spøgelser i nat. Var så skrækslagen, at mit skelet rendte ud af mit flæsk og gjorde mig dobbelt-ræd. Derfor tænkte jeg her til aften, at jeg hellere måtte tegne en rar fugl for at få lidt balance i rædderlighederne her i efterårsklamheden:
mandag den 29. oktober 2007
Musens muse
Hvis der var noget i verden, jeg sagtens kunne undvære, var det depressioner og deraf følgende kreative blokeringer. Jeg ville give min gamle gangbesværede bedstemors højre hjernehalvdel for et skudsikkert redskab til genoplivning af døde muser...
Og desuden synes jeg at fænomenet "Metakognition" skulle have klask i dets bare ende, når det handler om ikke at turde tænke på at tænke og de efterfølgende oplevelser af at være fuldkommen tanketom og angst for at eens intelligens er blevet tænkt helt i bund af at være angst for angsten... Eller noget andet "andet noget"...
Og desuden synes jeg at fænomenet "Metakognition" skulle have klask i dets bare ende, når det handler om ikke at turde tænke på at tænke og de efterfølgende oplevelser af at være fuldkommen tanketom og angst for at eens intelligens er blevet tænkt helt i bund af at være angst for angsten... Eller noget andet "andet noget"...
torsdag den 18. oktober 2007
Do The Drugs Work?
Øhmmm ...now the drugs might work...... But they still just make me worse... i hvert fald en værre "værre een".. Eller var der noget med at mine lykkepille-kick-startere rent faktisk i oprindelig form skulle virke antipsykotiske!? - I så fald... Kan man da, udfra følgende tegning, konkludere, at medicinen har haft den tilsigtede virkning?
tirsdag den 9. oktober 2007
StinkeNisse out of mind
Kunne mærke en ond nisse i aggressionsformet vulkanudbrud under opsejling - og lavede så følgende stinkenissetegning i et forsøg på at få den ud som noget andet end en kødhammer i spejlet - Fy for den lede - sat'me godt at jeg fik den ud af mit hoved:
mandag den 8. oktober 2007
Min psykiater bruger ikke fløjte
Jf. min nissediagnose, så føler jeg måske at min nissefængers nissegift er begyndt at få has på min bette gnavpot.
Jeg har da i hvertfald ikke fundet nisselort i skabet under vasken eller på loftet for nyligt.
Jeg har da i hvertfald ikke fundet nisselort i skabet under vasken eller på loftet for nyligt.
mandag den 1. oktober 2007
Diagnose
Har været hos min psykiater i dag, hvor jeg fik en ny diagnose - jeg lider simpelthen af... "nisse".
Eller, manden sagde, at jeg skal se på min generaliserede angst som om den var en lille uvorn nisse, der sidder oppe i min hjerne og rakker ned på alt, jeg gør, spænder ben for mine tanker og ellers forsøger at sabotere mit liv med alverdens kneb.
Det, skal jeg ikke finde mig i - jeg skal bruge selvironi til at give nissen igen med - så kom bare an forplumrede møgnisse - det er min hjerne og det er mig der bestemmer her. Du kan fanden gale mig komme over fars knæ og få nogle klaps i din lille knoklede nisserøv!!!
Eller, manden sagde, at jeg skal se på min generaliserede angst som om den var en lille uvorn nisse, der sidder oppe i min hjerne og rakker ned på alt, jeg gør, spænder ben for mine tanker og ellers forsøger at sabotere mit liv med alverdens kneb.
Det, skal jeg ikke finde mig i - jeg skal bruge selvironi til at give nissen igen med - så kom bare an forplumrede møgnisse - det er min hjerne og det er mig der bestemmer her. Du kan fanden gale mig komme over fars knæ og få nogle klaps i din lille knoklede nisserøv!!!
Abonner på:
Opslag (Atom)
