Sirene = Sømandelokker

.

Jeg kan anskaffe mig digitaliserede kopier af indspillet musik på mange måder.

Jeg har f.eks. en internetforbindelse gennem vandrørene i min lejlighed og som en ekstra krydderihylde i abonnementet, medfølger der en musiktjeneste, der efter sigende giver mig adgang til alverdens rottelort ...hvis jeg altså ellers lige kunne gennemskue, hvorfor skidtet ikke virker, efter de har opdateret deres side fra at være lettere uoverskuelig til at være et ren og skært apokalyptisk kaos.

Hvis jeg var lidt mere ærlig, ville jeg nu indrømme, at jeg også kan finde på at tyvstjæle hårdtarbejdende pladeselskaber- og andre staklers profit på lalleglade kunstneres ligegyldige sjælsudspyelser – men jeg er uærlig, så det vil jeg ikke indrømme.

En sidste udvej er at betale mig til herlighederne. Dette kan evt. udføres ved, at jeg betaler en måneds førstidspension for en billet, sniger mig ud i ly af nattens mørke og tager diligencen til en storby, hvor der er en lille chance for at finde en skive nyudgivet musik. I Viborg, hvor jeg holdes indespærret, bliver byens porte kun lukket op for handelsrejsendes karavaner med nye forsyninger 3 gange om året – tror jeg.

Heldigvis, og hurra for det, så fandt jeg netop i dag ud af, at jeg også kan betale for musikken direkte gennem mit pommesfritesjern. Jeg skal bare sætte en kartoffel ind i mit pommesfritesjerns software og hokuspokus, så ligger der lokkende sirenesang på min lille blå spilledåse.

Jeg er så udmærket godt klar over, at selve Sirenen, ud af mit bidrag, kun modtager et rationeringsmærke til et stykke Jenka; men kan da glæde mig over, at folkene bag mit pommesfritesjern nu har råd til at gå i Aldi og købe ind til en rullepølsemad med løg og sky samt tilhørende klar cola.

.