.
For et par måneder siden kom jeg via facebook i kontakt med en gammel ven, som roste mig for mine tegninger og som ønskede at købe een af dem. Al kommunikation foregik via mails og da han anden gang skrev til mig, at jeg lige kunne ringe til ham, gik min hjerne pludselig i baglås.
Jeg har længe udemærket været klar over, at jeg ikke bryder mig om at ringe til folk, men det er først på grund af denne oplevelse, at jeg er blevet klar over, at jeg rent faktisk har en slags "opkalds-angst". Jeg føler ekstrem ubehag ved at skulle ringe folk op. Min fantasi løber af med mig, og jeg forsøger at styre samtalen inden den overhovedet har fundet sted. Ofte giver jeg simpelthen op og får ikke foretaget opkaldet, da det er umådeligt svært at koncentrere sig om en ellers tilsyneladende enkelt opgave, når mån bliver forstyrret af automatiske negative tanker som:
- Jeg kommer garanteret til at vrøvle af nervøsitet.
- Det er pinligt, hvis jeg går i stå og ikke kan finde på noget at sige.
- Vedkommende, jeg ringer til, vil overfuse mig og jeg vil ikke kunne svare igen, fordi jeg bare går i stå.
- Jeg bliver deprimeret, hvis samtalen ikke forløber godt.
Der er vel tale om en slags præstationsangst og det pudsige er, at angsten ikke er der, hvis opkaldet går den anden vej. Jeg kan snildt tage telefonen og føre en samtale, når folk ringer til mig. Men her når jeg jo heller ikke at stresse mig selv op med diverse sorte fantasiforestillinger.
Jeg forstår godt, hvis folk efterhånden tror, jeg ikke "gider dem"; men med enkelte undtagelser (Pia Kjærsgaard, jeg tager den ikke hvis DU ringer), så sidder jeg såmænd bare og venter på, at verden skal komme til mig, fordi jeg ikke tør komme til verden. Og med den indstilling får jeg næppe solgt ret mange tegninger.
Hmm, men jeg har lige skrevet en forklarende mail til vedkommende og givet ham mit telefonnummer, så... det var jo også en måde at undgå opkaldsangsten denne gang...
For et par måneder siden kom jeg via facebook i kontakt med en gammel ven, som roste mig for mine tegninger og som ønskede at købe een af dem. Al kommunikation foregik via mails og da han anden gang skrev til mig, at jeg lige kunne ringe til ham, gik min hjerne pludselig i baglås.
Jeg har længe udemærket været klar over, at jeg ikke bryder mig om at ringe til folk, men det er først på grund af denne oplevelse, at jeg er blevet klar over, at jeg rent faktisk har en slags "opkalds-angst". Jeg føler ekstrem ubehag ved at skulle ringe folk op. Min fantasi løber af med mig, og jeg forsøger at styre samtalen inden den overhovedet har fundet sted. Ofte giver jeg simpelthen op og får ikke foretaget opkaldet, da det er umådeligt svært at koncentrere sig om en ellers tilsyneladende enkelt opgave, når mån bliver forstyrret af automatiske negative tanker som:
- Jeg kommer garanteret til at vrøvle af nervøsitet.
- Det er pinligt, hvis jeg går i stå og ikke kan finde på noget at sige.
- Vedkommende, jeg ringer til, vil overfuse mig og jeg vil ikke kunne svare igen, fordi jeg bare går i stå.
- Jeg bliver deprimeret, hvis samtalen ikke forløber godt.
Der er vel tale om en slags præstationsangst og det pudsige er, at angsten ikke er der, hvis opkaldet går den anden vej. Jeg kan snildt tage telefonen og føre en samtale, når folk ringer til mig. Men her når jeg jo heller ikke at stresse mig selv op med diverse sorte fantasiforestillinger.
Jeg forstår godt, hvis folk efterhånden tror, jeg ikke "gider dem"; men med enkelte undtagelser (Pia Kjærsgaard, jeg tager den ikke hvis DU ringer), så sidder jeg såmænd bare og venter på, at verden skal komme til mig, fordi jeg ikke tør komme til verden. Og med den indstilling får jeg næppe solgt ret mange tegninger.
Hmm, men jeg har lige skrevet en forklarende mail til vedkommende og givet ham mit telefonnummer, så... det var jo også en måde at undgå opkaldsangsten denne gang...
.
Læs evt. videre her: http://www.facebook.com/topic.php?uid=23356180193&topic=4844
.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar