fredag den 8. august 2008

Bornholm er ikke en om'er

Så kunne en lige få sig røget færdig til at få lagt feriefotos ud på photoblog:



Onsdag var vi i Tivoli for at se Søren Østergårds Tivoli Varieté med Sidse Babett Knudsen og Peter Frödin... Jeg må nok lige sige, at Peter Frödin, som jeg ellers lige et par år pga. "OM'ER-reklamerne" har haft sat på kvalmebænken, igen beviste, at han altså bare ér et komisk geni.
Efter forestillingen fik vi en musikalsk overraskelse i skikkelse af Nina Kreutzmann Jørgensen, der i forbindelse med Tivolis grønlandsk-dag-tema optrådte på scenen. Nu er jeg ikke den store kender udi grønlandsk musik; men på trods af sprogsprækken, kunne man sagtens høre at hende Nina, både har nogle fænomenale numre, geniale musikere omkring sig og ikke mindst grønlands fedeste stemme.
...
Torsdag brugte vi alle bankens penge på udsalg i Fields, kørte til Lund i Sverige, hvor vi så domkirken, der skulle ligne Viborg domkirke, tissede på en svensk bunker, tog færgen fra Ystad til Bornholm og skvattede om i køjesenge på et vandrehjem ved Boderne.
...
Fredag kørte vi til Hawaii, hvor to light cola'er og en kildevand kostede henholdsvis to mia. kr og en halv mia. kr; men stranden var helt hvid og vandet grønt og uden gopler, så det gik vist lige op. Jeg fatter bare ikke, hvorfor en strand på Hawaii hedder Dueodde - eller hvor jeg får mit komiske talent fra...
Om aftenen åd vi Gudhjem.
...
Lørdag ville jeg se klipper, så vi råbte "røv" i Ekkodalen og bagefter narrede jeg min stakkels mand med på en vandretur rundt om Hammeren. Inkluderet i den ellers fantastiske naturoplevelse var en ekstra omvej på et par km. idet mit indre, ellers usandsynligt pålidelige, kompas ikke virker på Bornholm.
Hvis ikke Hammershus bagefter havde overrasket os positivt i al dets storhed, var jeg sikkert blevet hakket til fars og skubbet ud fra klipperne.
Vi åd derefter Svaneke Bryghus.
...
Søndag tog vi en færge ud på en fiskefilet, hvor jeg nær var blevet skamskidt af en mågemor, fordi jeg pegede fingre ad og skralderlo over dens pissegrimme mågeunge. Desuden fik vi Christiansø på et stykke Rugbrød inden vi sejlede tilbage til Bornholm.
Sidst jeg var på Bornholm, var vist i '84 og noget af det jeg huskede bedst var Den Sorte Gryde. Den fandt vi igen ved Helligdomsklipperne lige bag kunstmuseet, og den var faktisk mere imponerende og dramatisk end jeg huskede. Bl.a fordi en far slog sin søn halvt fordærvet derinde, fordi han absolut skulle bære ham rundt på armen, imens han gled rund på de slimede klipper i mørket.
Ikke så langt fra Den Sorte Gryde ligger der IKKE et vandfald inde i skoven. I hvertfald ikke på denne årstid; men det siges, at der findes et om foråret.
Til aftensmad fik vi den Bornholmske specialitet Pizza nr. 11 - Hawaii fra Snogebæk.
...
Mandag så vi tegneseriedyr i Østerlars rundkirke, regnvejr, karameller, tyggegummi og bolcher i Gudhjem samt kæmpebølger ved Jons Kapel. Sindssygt imponerende - vi havde bare lige glemt, at vi rent faktisk skulle ud at white-water-rafte med færgen Povl Anker efterfølgende morgen på selvsamme monsterbølger.
...
Tirsdag blev der målt vindstød af orkanstyrke ved Hammeren og kvalme af mongolstyrke på Povl Anker.
...

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

I mødte vel ikke ham den bornholmske tourguide og naturhistoriker: Søren Sildehoved??

Puk

Anonym sagde ...

Heheh nej desværre - men efter en googling kan jeg se, at en sådan person rent faktisk findes - HA!

http://www.ssa-bornholm.dk/undersider/arrangementer/blaaskinsdalen.htm

Til gengæld kørte vi den ene dag rundt og ledte efter min afdøde farfar Povl Henrys barndomshjem; men fandt det ikke da vores guide var min far, Peter Holger, der gennem mobilen påstod at tideligere ZOO direktør Bent Jørgensen skulle bo der nu.

Men det gjorde han ikke.