Nogle gange har jeg tvivlet på/været bange for, om jeg stadig havde min kreativitet, eller om det var muligt, at den var forsvundet på grund af skummel psykofarmaka, som jeg gennem nogle år fik fyldt i hjernen, idet nogle psykologer og psykiatere ikke kunne finde ud af, at jeg "bare" led af angst og depressioner og ikke var i farezonen for at udvikle skizofreni.
.
Dengang blev jeg pænt bange, troede på alle deres diagnoseformodninger, blev bange for mig selv udover at være bange for andre mennesker (socialfobi) og alt muligt andet (generaliseret angst) og gik med til at tage stortset hvad som helst for ikke at forsvinde ud i psykoseland.
Det gik dog hurtigt op for mig (et års tid eller to), at det eneste de piller gjorde, var at sløve mig, gøre mig ligeglad og slukke min kreative ild.
.
Efter jeg trappede ud af medicinen, kunne jeg mærke mig selv og min angst igen, men det var som om min kreativitet havde fået sig et hak i tuden og gennem en længere periode, troede jeg rent faktisk, at min hjerne havde taget skade og at jeg aldrig skulle komme til at udtrykke mig kreativt igen.
.
Jeg har dog fundet ud af at hunden lå begravet i et gennembanket selvværd og at jeg simpelthen ikke mere stolede på, at min kreativitet var med mig.
.
.Og nej, jeg er ikke fucket ud i en total spraglet megapsykose, jeg "lider" bare af kreativitet.
.
2 kommentarer:
jeg synes ikke du kan sige "bare fordi jeg har angst og depressioner"
jeg kender det godt og ved at det bestemt ikke er sjovt at slås med.. men jeg håber din krativitet vender tilbage
Hej Sanne,
nej, jeg ved kun alt for godt, at man ikke skal undervurdere angst og depressioner - Med det jeg skriver, mener jeg, at jeg heldigvis ikke var ved at blive svært psykisk syg/skizofren, da dette for mig, er en del mere uhyggeligt end at have depressioner og angst.
Og min kreativitet er kommet stærkt igen tak :-)
Mvh Jens
Send en kommentar