.
Det kunne være, man skulle samle et band og skrive en sang, der handler om, hvor diskriminerende, det er, at man ikke må sparke rygere i henholdsvis nosserne eller fissen?
.
http://politiken.dk/indland/article565025.ece
http://www.berlingske.dk/article/20080906/kultur/80906005/
.
Og nej jeg er ikke fanatisk nazi-ikkeryger, og jeg vil skide på, om folk vil hoste egne penge og deres eget helbred ud i lokummet. Jeg gider bare ikke at blive revet med i andres fald, når jeg nu selv har bestemt, at jeg ikke længere vil ryge, da jeg finder det tåbeligt, dyrt, ulækkert og usundt.
.
Og jeg finder Kim Larsens og hans gule negles tilgang til debatten pinligt egoistisk og temmelig dum og håber snart fornuften rejser sig og siger stop.
.
Host!
.
tirsdag den 9. september 2008
mandag den 8. september 2008
Under Overfladen
.
Jens ligger på sofaen og zapper fjernsyn, alt imens Hans sidder foran sin computer ved spisebordet og arbejder.
.
På et tidspunkt stopper Jens op på Eurosport og studerer indgående den viste svømmekonkurrence. Derefter finder omtrent følgende ordveksling sted:
.
Jens: "Jeg har egentlig aldrig før lagt mærke til, hvor forskellig elitesvømmeres svømmestil er. Nogle svømmer som piskeris, med armene udstrakte hele vejen rundt, mens andre svømmer, så man faktisk ikke ser, at armene kommer over vandet."
.
Hans: "Er du sikker på det ikke er paraolympics?"
.
Jens kniber øjnene lidt sammen, indstiller sit falkeblik og opdager at hende, der vandt godt nok har mistænkeligt mange dværg-træk i ansigtet, og at der står een i baggrunden med benprotese og en lettere vissen højre arm.
.
Jens: "Hmmm, jo så er det sgu da derfor, man ikke kunne se, om armene kom over vandet. Hun har jo ingen!"
.
Hans sukker højlydt og forsøger at koncentrere sig om at arbejde igen, imens Jens ligger og spekulerer på, om han mon ikke alligevel har en del tilfælles med sin søster. Man kan jo heldigvis ikke lige se på folk, hvilke dele af hjernen, der virker og hvilke dele der måske er lidt visne eller helt mangler.
.
Jens ligger på sofaen og zapper fjernsyn, alt imens Hans sidder foran sin computer ved spisebordet og arbejder.
.
På et tidspunkt stopper Jens op på Eurosport og studerer indgående den viste svømmekonkurrence. Derefter finder omtrent følgende ordveksling sted:
.
Jens: "Jeg har egentlig aldrig før lagt mærke til, hvor forskellig elitesvømmeres svømmestil er. Nogle svømmer som piskeris, med armene udstrakte hele vejen rundt, mens andre svømmer, så man faktisk ikke ser, at armene kommer over vandet."
.
Hans: "Er du sikker på det ikke er paraolympics?"
.
Jens kniber øjnene lidt sammen, indstiller sit falkeblik og opdager at hende, der vandt godt nok har mistænkeligt mange dværg-træk i ansigtet, og at der står een i baggrunden med benprotese og en lettere vissen højre arm.
.
Jens: "Hmmm, jo så er det sgu da derfor, man ikke kunne se, om armene kom over vandet. Hun har jo ingen!"
.
Hans sukker højlydt og forsøger at koncentrere sig om at arbejde igen, imens Jens ligger og spekulerer på, om han mon ikke alligevel har en del tilfælles med sin søster. Man kan jo heldigvis ikke lige se på folk, hvilke dele af hjernen, der virker og hvilke dele der måske er lidt visne eller helt mangler.
.
søndag den 7. september 2008
Opkaldsangst
.
For et par måneder siden kom jeg via facebook i kontakt med en gammel ven, som roste mig for mine tegninger og som ønskede at købe een af dem. Al kommunikation foregik via mails og da han anden gang skrev til mig, at jeg lige kunne ringe til ham, gik min hjerne pludselig i baglås.
Jeg har længe udemærket været klar over, at jeg ikke bryder mig om at ringe til folk, men det er først på grund af denne oplevelse, at jeg er blevet klar over, at jeg rent faktisk har en slags "opkalds-angst". Jeg føler ekstrem ubehag ved at skulle ringe folk op. Min fantasi løber af med mig, og jeg forsøger at styre samtalen inden den overhovedet har fundet sted. Ofte giver jeg simpelthen op og får ikke foretaget opkaldet, da det er umådeligt svært at koncentrere sig om en ellers tilsyneladende enkelt opgave, når mån bliver forstyrret af automatiske negative tanker som:
- Jeg kommer garanteret til at vrøvle af nervøsitet.
- Det er pinligt, hvis jeg går i stå og ikke kan finde på noget at sige.
- Vedkommende, jeg ringer til, vil overfuse mig og jeg vil ikke kunne svare igen, fordi jeg bare går i stå.
- Jeg bliver deprimeret, hvis samtalen ikke forløber godt.
Der er vel tale om en slags præstationsangst og det pudsige er, at angsten ikke er der, hvis opkaldet går den anden vej. Jeg kan snildt tage telefonen og føre en samtale, når folk ringer til mig. Men her når jeg jo heller ikke at stresse mig selv op med diverse sorte fantasiforestillinger.
Jeg forstår godt, hvis folk efterhånden tror, jeg ikke "gider dem"; men med enkelte undtagelser (Pia Kjærsgaard, jeg tager den ikke hvis DU ringer), så sidder jeg såmænd bare og venter på, at verden skal komme til mig, fordi jeg ikke tør komme til verden. Og med den indstilling får jeg næppe solgt ret mange tegninger.
Hmm, men jeg har lige skrevet en forklarende mail til vedkommende og givet ham mit telefonnummer, så... det var jo også en måde at undgå opkaldsangsten denne gang...
For et par måneder siden kom jeg via facebook i kontakt med en gammel ven, som roste mig for mine tegninger og som ønskede at købe een af dem. Al kommunikation foregik via mails og da han anden gang skrev til mig, at jeg lige kunne ringe til ham, gik min hjerne pludselig i baglås.
Jeg har længe udemærket været klar over, at jeg ikke bryder mig om at ringe til folk, men det er først på grund af denne oplevelse, at jeg er blevet klar over, at jeg rent faktisk har en slags "opkalds-angst". Jeg føler ekstrem ubehag ved at skulle ringe folk op. Min fantasi løber af med mig, og jeg forsøger at styre samtalen inden den overhovedet har fundet sted. Ofte giver jeg simpelthen op og får ikke foretaget opkaldet, da det er umådeligt svært at koncentrere sig om en ellers tilsyneladende enkelt opgave, når mån bliver forstyrret af automatiske negative tanker som:
- Jeg kommer garanteret til at vrøvle af nervøsitet.
- Det er pinligt, hvis jeg går i stå og ikke kan finde på noget at sige.
- Vedkommende, jeg ringer til, vil overfuse mig og jeg vil ikke kunne svare igen, fordi jeg bare går i stå.
- Jeg bliver deprimeret, hvis samtalen ikke forløber godt.
Der er vel tale om en slags præstationsangst og det pudsige er, at angsten ikke er der, hvis opkaldet går den anden vej. Jeg kan snildt tage telefonen og føre en samtale, når folk ringer til mig. Men her når jeg jo heller ikke at stresse mig selv op med diverse sorte fantasiforestillinger.
Jeg forstår godt, hvis folk efterhånden tror, jeg ikke "gider dem"; men med enkelte undtagelser (Pia Kjærsgaard, jeg tager den ikke hvis DU ringer), så sidder jeg såmænd bare og venter på, at verden skal komme til mig, fordi jeg ikke tør komme til verden. Og med den indstilling får jeg næppe solgt ret mange tegninger.
Hmm, men jeg har lige skrevet en forklarende mail til vedkommende og givet ham mit telefonnummer, så... det var jo også en måde at undgå opkaldsangsten denne gang...
.
Læs evt. videre her: http://www.facebook.com/topic.php?uid=23356180193&topic=4844
.lørdag den 6. september 2008
Gud på flisen
.
Nu kan jeg snart ikke finde på flere måder at gøre opmærksom på, at jeg har skrevet et nyt digt; men det har jeg altså. Denne gang med afsæt i det muntre hjørne:
.
Nu kan jeg snart ikke finde på flere måder at gøre opmærksom på, at jeg har skrevet et nyt digt; men det har jeg altså. Denne gang med afsæt i det muntre hjørne:
.
.
fredag den 5. september 2008
Abonner på:
Opslag (Atom)
